HER FINDER DU ARENAEN

Du kan finde kørselsvejledning på Google Maps og information om den offentlige transport på Rejseplanen.

28. november 2021:

Kom til Danmarksmesterskab i cykelcross omkring Ballerup Super Arena

Søndag den 28. november vil hundredvis af landets bedste cykelryttere trodse vejrliget, når Arbejdernes Bicycle Club (ABC) inviterer til Danmarksmesterskab i cykelcross for børne-, ungdoms- og masterklasser omkring Ballerup Super Arena. Her har klubben bygget en særlig bane, som byder på asfalt, grus, græs, trapper, hop og stejle skrænter, der skal forceres på racercykler med lidt bredere dæk end normalt. Fordi det hele foregår på en 3,5 km afmærket rundstrækning omkring cykelbanen, vil der være gode muligheder for at opleve sporten på nært hold.

Cykelcross er en speciel vinterdisciplin, som tidligere har været populær i Danmark med navne som Henrik Djernis, Thomas Nørup og Joachim Parbo. Nu er sporten på vej frem igen, og det er denne positive udvikling, ABC ønsker at bidrage til i Ballerup, dels ved at præsentere sporten i et grønt og publikumsvenligt område, dels for at give flere børn og unge lyst til at dyrke motion i en rigtig cykleklub.

”Dansk cykelsport udmærker sig med meget flotte resultater på højeste niveau i disse år, og vi vil gerne være med i fødekæden af talenter og ildsjæle i cross-disciplinen”, udtaler Jens Balzer Hansen, der er medlem af den arrangerende klub og løbsansvarlig. Han forklarer også, at mange store landevejscykelryttere netop er udklækket i cykelcross og nævner hollandske Mathieu van der Poel, belgiske Wout van Aert og den 18-årige dansker Gustav Wang, der for nylig blev juniorverdensmester i enkeltstart, og i de seneste to år har kørt for ABC. Klubben forventer, at Gustav Wang vil stille til start.

På dagen vil crossrytterne starte i inddelte aldersklasser, som skal køre mellem 30-60 minutter ad gangen - børn kortest, professionelle længst. Der er planlagt 10 starter fra kl. 8 om morgenen til kl. ca. 15.30.

”Selv om 40 eller 50 minutter måske lyder som kort tid, så kan jeg garantere for, at det er hårdt. Cykelcross er spurt på spurt i et teknisk vanskeligt terræn, så vi kommer nok også til at opleve et par styrt”, siger Jens Balzer Hansen, som understreger, at rytterne sjældent slår sig alvorligt, da underlaget er blødere end asfalten på landevejen eller de skrå brædder indenfor i Ballerup Super Arena.

Modsat sidste år, hvor løbet foregik under gældende Covid-19-restriktioner, vil der i år være musik, telte og mulighed for en bid mad og lidt varmt at drikke. Tilskuere kan med fordel medbringe siddestol på stævneområdet. Der kan parkeres på parkeringspladsen øst for Ballerup Super Arena. Der vil være frivillige hjælpere med at vise vej og garantere rytternes sikkerhed.

 

Praktisk info:

Hvor:

Cykelcross udenfor Ballerup Super Arena 

Hvornår:   

Søndag 28. november 2021 kl. 08.00 - ca. 15.30

Arrangør:

 Arbejdernes Bicykle Club 

 Entré: Gratis